”Begravningen ger ett ögonblicks befrielse”

DN 21/4 fanns en text med rubriken ”När sorgen blir en folksjukdom”. Den väckte många tankar hos mig som redaktör för Memento. Jag mejlade författaren Carsten Jensen som skrivit texten. Här är hela hans svar på danska. I pappersutgåvan finns svaren kortade och översatta till svenska.

”När sorgen blir en folksjukdom” hänvisar till vad som händer under pandemin. Men är inte sorgen redan något som drabbar alla? Corona eller ej? Föreningen SAMS, Samarbete för människor i sorg, vill inte att sorg ska ses som en sjukdom utan tanken om en sorgpeng. Hur låter det tycker du?

–Jeg indrømmer, at udtrykket folkesygdom er upræcist, for sorg er ganske rigtigt ikke nogen sygdom. Mennesker dør hele tiden, og før eller siden bliver vi alle konfronteret med tabet af en, der stod os nær, oftest mange flere end blot forældrene. Men disse dødsfald forbliver private. De er ikke noget offentligt anliggende. Når vi rammes af en pandemi, og dødstallet stiger dramatisk, bliver døden et offentligt anliggende, ikke kun for et overbelastet sundhedsvæsen, men også fordi det tab, vi rammes af, på en gang er privat og offentligt. En isoleret eneboer i ødemarken bliver ikke ramt af pandemier. Det gør kun fællesskaber. Og ligesom smitten breder sig og kræver ofre, gør sorgen også, og derfor føler jeg, at sorgen må få en plads i det offentlige liv, hvad den ellers kun har, når kongelige dør. Tab og afsked må blive en del af den offentlige samtale på en anden måde end før, ikke mindst fordi døden optræder så meget hyppigere end før. Søndagen før min artikel stod i Dagens Nyheter var der ni sider med dødsannoncer mod de normale fire. Sorgpenge? Vi har jo i forvejen barselsorlov og barselspenge, når et barn bliver født, så hvorfor ikke have en lignende ordning, når livet afsluttes. Vi reagerer forskelligt, når sorgen rammer. Nogen lukker sig inde med sig selv og de nærmeste, andre har netop behov for at opleve livets kontinuitet og fortsætter med at gå på arbejde. Men lade som ingenting kan man ikke. Det er den dårligste strategi.

Du beskriver döden med Covid-19: ”Isolerade i en respirator utan möjlighet att ta adjö av familj och vänner måste de veckovis kämpa för att få luft innan de till sist ger upp eller en läkare i barmhärtighet stänger av respiratorn.” Jag frågar mig, hur det kommer sig att vi accepterar det? Att självklara värden som att hålla en döende i handen inte längre gäller? Kommer vi inte alla att gå ut ur det här med en kollektiv skuld?

–Jeg forstår godt din reaktion, men jeg forstår også godt det forbud, der i Danmark og en række andre lande under pandemien dømmer de døende til en død i ensomhed. Ja, det er hårdt, uden den sidste afsked. Men jeg prøver også at sætte mig i den døendes sted. Ville jeg virkelig ønske at udsætte mine nærmeste for smittefare blot for et sidste håndtryk eller et afskedskys skyld? Det håber jeg ikke, at jeg ville. I Indien blev enkerne brændt på begravelsesbålet sammen med deres afdøde ægtefælle. Ønsker vi virkelig en lignende skæbne for vores kære, at de skal gå til i den smittefare, som allerede er i færd med tage livet af os selv? Et sådant offer tror jeg ikke, at nogen vil kræve.

Så här skriver du om begravningen: ”Ritualer är ett slags plasthandskar för själen, de gör det möjligt att röra vid det som vi annars inte kan vidröra. Begravningen förvandlar döden till ett gemensamt avsked. För en stund är vi inte ensamma i mörkret med vår förlust.” På vilket sätt gör begravningen skillnad?

–Jeg tror, at der er en altafgørende forskel på at lade døden være helt ritualløs eller holde en begravelse for familie og venner med efterfølgende kaffe. Der er status over et liv i begravelsen. Der er et øjebliks forløsning i det, en markering af det store skel, et dødsfald er, også i andres liv, men også et opløftende signal om, at livet må fortsætte. For det må det jo. Sorgen går ikke væk, men for et øjeblik bliver den delt. Jeg ville nødigt have undværet min mors og fars begravelser, også selv om jeg ikke anser mig for kristen.

Du fortsätter: ”Du fick något att ta med dig, minnesbilden av alla som höll av den avlidna. De många vänskaperna är ett livsverk som de döda lämnar efter, minnen burna av tacksamhet som fortsätter att skjuta nya skott.”

Då blir det sorgligt med den som är så gammal att inga vänner finns kvar, eller den som aldrig hade några. Är ett sådant liv meningslöst? –Ingen kan tillade sig at fælde den dom over en andens liv, at det var meningsløst. Det er en dom, man kun selv kan fælde. Et liv kan ende i ensomhed, og alligevel have været et rigt liv. Men lad os ikke skjule det. Alderdommen kan være både bitter og ensom. Det ville være hykleri at benægte det, og vi lever også i en kultur, hvor alderdommen ofte skubbes til som side som overflødigt liv, der har tabt sin nytteværdi. Så er det op til nærmeste at vise deres kærlighed, men hvis de ikke er der? Ja, så er der kun minderne tilbage, og ikke alle kan overleve på dem. Coronavirusets tid för med sig nya villkor, fler begravningar sker i kretsen av enbart de närmaste. Men det är en utveckling som pågår sedan länge att antalet gäster ständigt minskar. Varför tror du? –Meget afhænger af den afdøde selv. Var det en indadvendt, menneskesky person, ja, så kommer der ikke mange til begravelsen. Var det omvendt en udadvendt, livsglad person, så står der tæt med mennesker om kisten. Du konstaterer, at der kommer færre og færre til begravelser, og jeg tænker, at begravelser måske er et barometer for en almen tilstand i et samfund, hvor ensomheden breder sig. Det er ikke kun ved livets afslutning, at mange lever alene, det er også midt i det. Ensomheden gør også vores sprog fattigere. Vi har så svært ved at tale om døden. Derfor har vi også svært ved at se den i øjnene, selv når den hylder sig i et ritual som ved begravelsen.

Tror du att sorgen har förändrat sig, att vi idag sörjer på ett annat vis?

–Ja, jeg tror, at vores måde at sørge på, har ændret sig. Den er på en måde blevet hjemløs. Vi tror ikke længere på det evige liv, og vi ved, at vi skilles for altid uden det fortrøstningsfulde “vi ses igen”. Da min far døde, var min datter tre år gammel, og vi havde lange samtaler om døden, som hun førte med barnets uforfærdede nysgerrighed. Men jeg mærkede dog også, at hun gerne ville have mig til at bekræfte, at der var et liv på den anden side. Det kunne jeg ikke, uden at være uærlig. Jeg fortalte om i stedet om kroppen, der endte med at indgå i naturens store kredsløb. “Men når vi ligger dernede i jorden,” sagde hun, “så taler vores hjerter stadig sammen.” Jeg nikkede og sagde ja. Det var mit kompromis med evighedstanken. Der er ikke noget endegyldigt farvel. Vores hjerter taler sammen i erindringens rum, der som årene går, bliver ved med at udvide sig. Det er også derfor, vi har fortællinger og litteratur. I det skrevne ord har hjerternes samtale fundet en form, der rækker over afstande på tusinder af kilometer og år. Det er det tætteste, vi kommer på evigheden.

Text & Bild

Anna Fredriksson ställde frågorna

Bilden tagen av Isak Hoffmeyer